Fra meninger til moralisering

Hvor længe må man amme?

"Hvor længe må man for eksempel amme?" spurgte min niece til vores lille familiekomsammen her i julen. Så var bomben ligesom kastet og vi fik en vældig diskussion...

Familien må man finde sig i...

Juletiden er som regel en glimrende mulighed for at mødes hele familien samlet. Her kan man hilse på fætre, kusiner, onkler og tanter, som man måske ikke har set siden sidste jul. Og her kan man få nogle samtaler, som er anderledes end de samtaler, man normalt oplever i sin hverdag. For familie er bundet sammen af et helt andet bånd end dem, vi ellers omgiver os med.

I stort set alle andre sammenhænge har vi tendens til at være sammen med dem, der ligner os mest i normer, holdninger og adfærd. Det er vel bare en del af den menneskelige natur, tror jeg. Måske fordi det på mange måder er nemmere. For hvis vi synes, at nu bliver de i vennekredsen da lige en tand for underlige i deres idéer, så kan vi jo altid droppe relationen. Og det behøver ikke engang foregå med særlig megen dramatik. Man kan blot "glemme" at invitere til kaffe eller til børnenes fødselsdag og så vil disse uønskede elementer lige så stille glide ud i glemslen.

Men familien er bundet sammen af noget helt andet. Familien kan vi ikke bare kaste bort, når vi er uenige. I familien tvinges vi til at forholde os til forskelligheden.

En usund debatkultur

Netop dét var min nieces begrundelse for at bringe et sprængfarligt emne på banen. Hun mente, at vi førhen var bedre til at diskutere ting på kryds og tværs i det danske samfund. "Folk kunne sidde og diskutere politik, selv om den ene var højreorienteret og den anden venstreorienteret. Men i dag er det som om vi bare skal være enige allesammen. Vi kan slet ikke diskutere tingene åbent og så går vi jo glip af noget. Vi får ikke udvidet vores horisont."

Hendes søster var ikke enig. "Jeg synes da, vi taler langt mere om det, der har kant," forklarede hun, "tonen er blevet mere rå og man kan sige de mest forfærdelige ting uden det får konsekvenser."

"Det kan godt være, tonen er mere rå, men jeg oplever i hvert fald, at der er ting, vi slet ikke kan tale fornuftigt sammen om," svarede den ældste og så kom hun med eksemplet om amning.

Og diskussionen handlede egentlig slet ikke om amning. Det var bare et eksempel på, hvordan debat kan gå helt galt. Min niece fortalte nemlig, at hun havde oplevet, at folk i en diskussion om amning var blevet uvenner. Jeg fornemmede under vores diskussion, at der lå et eller andet meget væsentligt her, men jeg kunne ikke rigtig sætte finger på det. Det eneste jeg kunne sige lige da, var: "Jamen, hvorfor diskuterer I det overhovedet? Det er jo dig, der er mor til dit barn. Om du ammer i et halvt år eller et helt år eller for den sags skyld i 10 år kan jeg da være ligeglad med. Det er da noget, DU bestemmer. Så længe barnet ikke får tæv, er det da slet ikke noget, jeg skal blande mig i!"

Så skal jeg ellers love for, at der kom gang i sagerne, for nu havde alle pludselig en holdning til, hvor længe man bør amme. Jeg blev temmelig overrasket og havde slet ikke forestillet mig, at så mange kunne have en så brændende passion for amme-længde.

Meningsudveksling eller DET RIGTIGE?

Efterfølgende har jeg tænkt mere over det og lige pludselig gik der en prås op for mig:

Hvor længe må man amme? havde hun jo spurgt i sit eksempel. Hvor længe MÅ man? Altså ikke "Hvor længe ammer du?" eller "Hvor længe synes du, man skal blive ved at amme?"

Nej, spørgsmålet var jo netop ikke et oplæg til meningsudveksling. Det var ikke et spørgsmål, der åbnede op for forskellige synspunkter. Det var derimod et spørgsmål, der lagde op til en fastlåst og konkret besvarelse: Hvad er DET RIGTIGE?
Den er jo helt gal!

Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere opdager jeg, at det er sådan, debat er gået hen og blevet i de seneste årtier. Vi debatterer ikke længere med udgangspunkt i ligeværdige holdninger, hvor dit synspunkt kan være lige så godt som mit. I stedet er vi blevet overbevist om, at der er én og kun én rigtig holdning og at enhver samtale har til formål at finde frem til denne ene rigtige holdning.

Nu er det jo selvfølgelig nemt for mig at komme med sådan en påstand, men jeg mener faktisk, at jeg har en god pointe her. Et af de tegn, jeg ser, er den måde, vi ofte griber en begyndende diskussion an på. Altså dér, hvor vi sidder sammen og nogen så siger noget, som vi alle sammen kan mærke uro i. Sådan en udtalelse, der gør os usikre på, hvor det vil bevæge sig hen og vi bliver meget opmærksomme på de andre omkring bordet. Er der nogen, der spærrer øjnene op? Er der én, som ser lidt anspændt ud? Måske bliver stemningen sådan lidt afventende og man kan næsten høre, hvordan nogle af os overvejer, hvilken strategi, vi skal vælge:

- skal jeg sige, hvad jeg mener om emnet?
- skal jeg vente og lytte til, hvad de andre mener, så jeg ikke kommer i unåde?
- skal jeg bare lade som om jeg er enig med dem, der virker som de stærkeste?

Politik og religion er tabu

Og så er der en eller anden, der bliver så skræmt af udsigten til uenighed, at vedkommende bare MÅ forsøge at lukke diskussionen, før den kommer i gang:

"Nej, nu skal vi altså bare hygge os. Vi skal ikke diskutere politik og religion, for det bliver vi alligevel aldrig enige om!"

Men er det virkelig den eneste grund til at diskutere? At vi skal blive enige?

Det synes jeg ikke...
For mig er debat til for at få udvidet sin horisont og få andre vinkler på. For mig skal vi diskutere for at lære hinanden bedre at kende og for at opdage andre måder at se verden på. Vi behøver ikke ende en diskussion med at blive enige.

Debat kan give os noget positivt, men det kræver én ting af os:
At vi går ind i en diskussion for at blive klogere, ikke for at få ret. Og for at kunne gøre det, er det vigtigste i debatten, at vi respekterer hinanden og tager det for det, det er: en meningsudveksling. Hvis vi ikke kan gå fra en diskussion og være uenige som venner, så har vi virkelig et problem.

Sund og usund debat

Og her kommer jeg tilbage til det, som jeg synes er kernen i alt det her:

Meninger er blevet skubbet til side til fordel for moralisering.

I en god og sund debat lytter vi til de andre og prøver at forstå deres synspunkt. I en god og sund debat betragter vi vores egen holdning som én ud af mange holdninger.

En usund debat er derimod kendetegnet ved at være en krig om sandheden og om at vinde.

Horsens Sygehus - all inclusive: 290 kr.

Parkering: 290 kr.

Så har jeg lige sluppet 290 kr. for at parkere ved Horsens Sygehus, hvor min yngste søn har ligget til observation for mulig blindtarmsbetændelse natten over...

Jeg er ellers ret vred over, at man skal betale for at parkere ved sygehusene. Det er jo ligesom ikke rigtig idéen med at betale for sundhed over skatten og man så alligevel skal af med sådan en skjult brugerbetaling.

Lidt okay, på en måde...

Men netop i dag er jeg faktisk okay med det. Min søn og jeg har jo det seneste døgn været på kost begge to. Vi har fået frokost, aftensmad (en ret lækker ret, i øvrigt - med dessert, sandelig!) og morgenmad plus alt det kaffe, saft og juice, vi orkede at drikke. Derudover har både min søn og jeg fået en seng stillet til rådighed med sengetøj og sengelinned; vi har fået udleveret tandbørster og tandpasta, er blevet tilbudt lån af nattøj og havde jeg spurgt om det, ville jeg formentlig også have fået udleveret shampoo og fået lov til at tage et bad her til morgen.

En slags all-inclusive

Alt i alt er det jo næsten som et døgn på hotel, all inclusive med fuld betjening fra et yderst serviceminded personale, der gjorde alt, hvad de kunne for at få os til at føle os så godt tilpas, som det nu kan lade sig gøre efter omstændighederne. Og mon ikke man godt kan sige, at et all-inclusive døgn for to personer er 290 kr. værd?

Det synes jeg faktisk, det er... og så alligevel...

Og så igen, måske ikke helt okay alligevel...

Dybest set er jeg jo stadig utilfreds med den skjulte brugerbetaling i form af betalingsparkering. Det burde ikke koste noget at parkere, når man skal besøge syge pårørende eller hilse på nyeste skud på slægtstræet - og da slet ikke, når man er i den situation, at et ophold på hospitalet er nødvendigt!

Sådan helt bramfrit:

Det er noget svineri!

På den anden sige lidt okay eller...

Til gengæld er det helt på sin plads, at man betaler for sin mad, når man er på hospitalet. Det skulle man jo alligevel have gjort, hvis man havde været hjemme. Det kan diskuteres, hvor stort beløbet skal være, men det er helt fair, at jeg skal betale 20-30 kr. pr måltid. For nogle vil det være et lidt højere beløb, end man er vant til, når man er hjemme, for andre er det et lidt mindre beløb. Men det ville faktisk være helt i orden at betale for det, man spiser.

Mad i stedet for parkering?

Så her er det vildeste forslag:

Hvad med at lave et system, så man kan parkere gratis, når man skal på hospitalet og så til gengæld opkræve et beløb for maden? Om ikke for besøgene, så i det mindste da for patienter... Det er vel dét, skatten til regionerne går til?

Den gode kvinde, den onde mand

En vigtig debat...

#MeToo har sat gang i en debat om, hvordan vi behandler hinanden i dagligdagen. Især har kampagnen sat fokus på det usagte, det unævnelige; Altså det, som ifølge tusindvis af kvinder foregår hver eneste dag og som i hvert fald i nogle situationer holdes skjult af en fortidig kultur, hvor kvinden må finde sig i at blive betragtet som mandens bytte, der blot venter på at blive nedlagt.

Debatten er vigtig, for ingen skal have deres grænser overtrådt, uanset hvilket køn, de har.

Feminint er godt, maskulint er skidt...

Desværre er der efter min opfattelse en skævvridning i hele kønsdebatten. En skævvridning, hvor det maskuline pr definition betragtes som det onde, det forkerte, det grimme, mens det feminine ses som det gode, det rigtige, det smukke.

På sin blog skriver forfatteren og terapeuten Annette Jønsson om udviskningen af kønsrollerne:

“Maskuliniteten er tæt forbundet med selvværdsfølelsen, som er en udfordring for manden, fordi kønsrollerne i dag udviskes mere og mere. Ligestillingen af kønnene bevirker, at mænd skal kunne og gøre det samme, som kvinder. Det gør det svært for manden at finde sin naturlige rolle i hans maskuline univers. Han føler sig til tider amputeret, da han selv skal skabe sin identitet - fjernt fra de gamle normer, hvor han var overhovedet i kraft af sin rolle som skaffedyr, beskytter og den udfarende på arbejdsmarkedet.”

Jønsson rammer ret præcist, hvad den største udfordring er for den moderne mand. Det forventes, at han skal have de samme egenskaber og værdier som kvinder, men han skal samtidig vise sin maskulinitet for at blive betragtet som en rigtig mand. Der er dog to ting, som Jønsson ikke skriver her og som er mindst lige så væsentlige, hvis man skal forstå, hvilken situation ikke blot mænd, men samfundet i det hele taget står i.

Femininistisk maskulinitet på bestilling

For det første er det en helt umulig opgave, manden stilles. Han kan ganske enkelt ikke være helt og fuldt som kvinden og samtidig være en mand. Samfundets krav til manden er en bestilling i både pose og sæk og det kan rent praktisk ikke lade sig gøre.

Og for det andet er det ikke ligestillingen i sig selv, der har skabt problemet. Det gamle kønsrollemønster har muligvis lagt tingene til rette for manden og dermed gjort det lettere for ham at være forsørger, men den grundliggende udfordring er den samme i dag, som den altid har været.

Ligestillingens amokløb har dog uden tvivl gjort problemet større, samtidig med at det har lagt et slør ud, så ingen rigtig forstår, hvad der er på spil eller for den sags skyld, hvad spillet overhovedet går ud på. Eller sagt med billedsprog: vi leger allesammen blindebuk, men vi har hver især forskellige forestillinger om andre lege: flaskehalsen peger på, tagfat og alt muligt andet. Det betyder, at vi fægter forvirrede rundt og at det eneste, vi sådan rigtig kan blive enige om er, at vi har en udfordring, der skal tages op. Sandsynligheden for at finde fælles fodslag og fælles mål er ret lille.

Vi er lige - og så alligevel ikke helt

Jeg skal ikke på nogen måde forsøge at romantisere en fortid, jeg ikke har kendt. Der er uden tvivl meget ved de gamle kønsrollemønstre, som er forkert og uholdbart. Alligevel vil jeg hævde, at vi har mistet noget i ligestillingens hellige navn. Det er som om vi på en og samme gang har ladet forskellene mellem kønnene vande ud og blive til ingenting, men samtidig har vedtaget, at det ene køns særpræg er bedre end det andet køns. Og nej, det giver ikke megen mening. Det er ulogisk. Ikke desto mindre er det netop dét, vi ser i den vestlige verden i dag.

Alt det feminine fremstilles som det gode, det smukke, det rigtige, mens alt maskulint er dømt ude som det grimme, det forkerte, det onde. Det feminine er noget at stræbe efter; det maskuline skal helst pakkes væk og kun kaldes frem under særlige forhold.

Vi bygger os selv en fantasiverden, hvor mænd og kvinder er ens - altså underforstået: hvor både mænd og kvinder er, som kvinder tror, kvinder er. Men det er ikke andet en fantasiverden og vi gør klogt i at tage et opgør med den fantasi, hvis ikke vi ønsker helt at fjerne alt det, der giver livet farve.

For vi er nu engang forskellige, mænd og kvinder. Og det er der ingen grund til at kæmpe imod. Næh, vi skulle hellere omfavne det og nyde den synergi, der kommer, når mænd og kvinder gør noget sammen.

Lugten af røg

Det må gerne lugte lidt af røg. Det må gerne smage af noget. Udfordre. Skubbe forventninger. Stille spørgsmål ved tingenes tilstand og ikke mindst ved alt det, vi normalt går og tænker er naturligt og urokkeligt. Hvem har dog fundet på, at strømpen på venstre fod partout skal se ud som den, der sidder på højre fod? Hvorfor holder vi stædigt fast i, at kirken er et sted, hvor man skal være stille og hvor børn endelig ikke må sidde på døbefonden? Og hvorfor har vi besluttet os for, at det er helt okay, endda nærmest forventet, at minde hinanden om, at vi mænd bør lære at tale mere om tingene - ikke mindst om vores inderste følelser - mens det er en absolut no-go at sige til kvinder i dag, at det egentlig ville være dejligt, hvis de en gang imellem - ikke hele tiden, men blot en enkelt gang eller to i løbet af en dag - kunne lære at holde kæft i to minutter?

Det vestlige samfund er blevet forstillet, pænt, nysseligt og har mistet enhver form for saft og kraft og skabertrang. Det er, kort sagt og måske sat pænt meget på spidsen, blevet feminint og kedeligt.

Det trænger vi virkelig til at få gjort op med. Vi trænger til at få sat på plads, at det at være en mand under ingen omstændigheder skal overlades til kvinder at definere, for det har de faktisk ikke en brik forstand på!

Selv om mine tanker, som jeg sidder her og skriver, netop er tanker og ikke hverken urokkelige sandheder eller for den sags skyld fuldt ud gennemtænkte holdninger til, hvordan verden burde være skruet sammen, så er det nok nærmest uundgåeligt, at nogen vil støde sig det.

Jeg forventer at få skideballe

At feminister og andet godtfolk vil overfalde mig og skælde mig ud for mandschauvinisme og måske endda noget, der er endnu værre, er for mig ikke blot en risiko, som jeg må forberede mig på. Den slags udfald vil jeg endda betragte som synlige tegn på, at den første del af missionen er lykkedes. For det er først, når det gør ondt, når gulvet gynger og vi føler os usikre, at vi rammer den nerve, hvor vi har grundlaget for at udvikle os. Hvis vi skal tage en udfordring op, må nogen stille den først!