Konkurrence! Tegn til børnebogen "Nikolines sure tæ´r"

Har du tegnegaverne i orden?

Det har jeg nemlig ikke!

For næsten 2 år siden udgav jeg min første børnebog om Nikoline, der ikke kan forstå, hvorfor hendes tæer bliver sure på hende, bare fordi hun sover med støvlerne på om natten.

Jeg tegnede selv illustrationerne til bogen, men har aldrig været tilfreds med mine egne evner inden for det felt. Derfor valgte jeg at trække bogen væk fra markedet igen, for jeg syntes ikke, jeg kunne være tegningernes kvalitet bekendt over for mine læsere. Samtidig kan jeg se, at efterspørgslen på bogen er steget. Jeg har fået et par henvendelser fra forældre, som har hørt om bogen og som ikke kan forstå, at den ikke længere er til salg.

Det skal der gøres noget ved!

Har du altså tegnegaverne i orden og har du lyst til at lave illustrationer til "Nikolines sure tæ´r," så send forslag til mig på: perholbo@gmail.com

Det bedste forslag på tegninger til bogen får muligheden for at blive en del af mit netværk til illustrator på børnebøger og tegningerne vil blive brugt i relanceringen af bogen - altså, såfremt der blandt de indsendte tegninger er høj nok kvalitet!

Sidste frist for indsendelse af tegninger er 1. maj, så du har 1½ måned til at blive færdig.

Herunder er historien om Nikolines sure tæ´r - god fornøjelse og arbejdslyst:

Nikoline elsker sine gamle vinterstøvler. Hun har dem på hele tiden. Både udenfor og indenfor. Hun har dem på, når hun skal i skole og når hun går hjem igen.

Noget af det bedste, hun ved, er at trampe rundt i vandpytterne, når det har regnet. Plask, sjask, siger det og sprøjter ud til alle sider.

 

Hun vil også have dem på, når hun skal sove.

 

"Nej," siger mor, "det går ikke, for så bliver dine tæ'r sure."

 

Nikoline kan altså ikke forstå det. Hvorfor bli'r tæ'rne sure på vinterstøvlerne, når hun er så glad for sine støvler? Er det måske ikke også hendes tæ'r?

 

Da mor har puttet Nikoline uden støvler, kan hun ikke rigtig falde i søvn. Hun tænker på de stakkels støvler, der nu står helt alene ude i gangen.

Hun lukker øjnene. Bare lige et øjeblik. Stakkels støvler.

 

Til sidst synes hun, at det er så synd for støvlerne, at hun lister ud af sengen og henter støvlerne. Så tager hun dem på og lægger sig under dynen.

 

"nu må I ikke være sure, tæ´r," siger hun til tæerne, "det er synd for støvlerne at stå ude i gangen og fryse hele natten. Det kan I vel nok forstå?"

 

Men det kan tæerne overhovedet ikke forstå. De er nemlig blevet rigtig sure, er de. Det er slet ikke rart altid at være lukket inde, så man ikke kan røre sig. Tæerne ligger og gisper efter vejret derinde. De er lige ved at blive kvalt, synes de og bliver bare mere og mere sure.

 

Faktisk bliver de så sure, at de til sidst beslutter sig for at holde et lille møde om det. Et suremøde.

 

"jeg kan snart ikke klare det mere," siger Storetå.

 

Han er den største, så det er ham, der bestemmer. Nu brokker alle de andre sig også.

 

"jeg sveder så meget, at jeg er lige ved at drukne," siger den midterste tå og han er endda den længste.

 

"og jeg har det så varmt," siger lilletå, "at jeg snart bliver til én stor vabel, der gør ondt over det hele."

Og sådan bliver tæerne mere og mere sure. De råber og skriger i munden på hinanden og nogle af dem græder. De vrider og vender sig. De vrikker og hopper, så benene hopper med.

 

"Ih, dog," siger benene til de sure tæ´r, "hvorfor er I så sure, tæ´r?"

 

De sure tæ´r råber I kor til benene:

"Vi bliver kvalt! Vi vil ud! Vi vil have frisk luft imellem os!"

 

"Nåh," siger benene, "er det bare det? Jamen, det kan vi da hurtigt ordne."

 

Og så kører benene med et snuptag begge støvlerne af fødderne og vupti! falder støvlerne på gulvet: Bump! Bump!

 

Nikoline vågner ved lyden af støvlerne, der falder på gulvet og sætter sig forskrækket op i sengen. Hun løber ind til far og mor og kryber under dynen:

"Uh, hvor er jeg bange," siger hun, "mine tæ´r er så sure på mig."

 

Mor aer Nikoline kærligt på kinden, mens hun holder hende helt ind til sig:

"Det var nok bare en ond drøm," siger mor trøstende og Nikoline nikker.

 

"Ja," siger hun, "men det var bare så virkeligt og jeg kan altså ikke lide, når nogen er sur på mig. Og da slet ikke mine egne tæ´r. Jeg skal aldrig mere have støvler på i sengen!"

 

Mor siger ingenting. Hun klapper bare med hånden på dynen mellem mor og far og så kravler Nikoline ind mellem dem og putter sig godt under dynen.

 

Og mens far snorker og mor nynner en lille sang, falder Nikoline lige så stille i søvn. Hun drømmer om glade tæ´r og støvler, der elsker at stå i gangen, hvor de hører til.

På weekend med svigermekanikken

Som far til fire dejlige børn oplever jeg ofte hverdagen som en hektisk susen frem og tilbage med transport til fritidsaktiviteter, forældremøde, arbejde og indkøb. Det er ikke ment som en beklagelse, for det er nu engang en del af livet i en almindelig familie og meget af det, vi laver, foregår som hyggeligt samvær.

Men engang imellem er det nu rart at få sat tempoet lidt ned og mærke verden omkring sig. En kat på jagt efter fuglene i haven, et egern i fuld fart op i grantræet eller de friske knopper på bøgehækken kan så let gå din næse forbi, når du hælder overkroppen ind i opvaskemaskinen eller har hænderne i fuldt firspring over gryder og pander for at få aftensmaden klar.

Vi har brug for pauser, hvor tempoet sættes næsten helt ned til 'standset' og ofte går der alt for længe mellem dem.

Sidste år fik jeg et nyt job og sådan noget er jo altid en stressfaktor, der sætter ekstra pres på, så det var en sand fornøjelse, da det i det tidlige forår endelig lykkedes os at få slappet af. Vi var i sommerhus med svigermekanikken. Det var skidekoldt og jeg måtte efterfølgende sidde og pille istapper ud af armhulerne (måske har du allerede glemt det, men sidste år slap vi først for nattefrost omkring 1. maj.) Men det gjorde overhovedet ingenting, for selv om kulden bed i et næsten sadistisk makkerskab med den vestjyske vind, så var der så roligt og fredeligt, at selv den gamle forfatter her fik hjernen tømt for idéer til den næste roman - og det skal der nu alligevel noget til...

Hvad var det så, der skabte det rolige tempo?
Jeg tror faktisk bare, det var fordi sommerhuset lå så fjernt fra alting, at man måtte tage en flyver for at komme hen til Lars Tyndskids mark. Ikke engang den vestjyske ulv havde tilsyneladende fundet det besværet værd at kigge forbi. Ingen trafik, ingen evindelig radiostøj og ingen anden forpligtelse end at hygge sig sammen og deles om de få praktiske opgaver som madlavning og opvask.

Da vi kom hjem, var der så nogle opgaver, der haltede lidt. Der kommer jo en del tøjvask ud af sådan en weekend. Men alligevel synes jeg, det var det hele værd.

Når vi nu véd, hvor godt det er med sådan en ”standse op pause,”  hvorfor er det så, at vi alligevel drøner derudaf med 180 i timen i hverdagen, uden at holde fokus på at tage de nødvendige pauser?

Jeg tror desværre, det er fordi vi forsøger at leve op til nogle forventninger, vi tror andre stiller til os, men som i virkeligheden er vores egne forventninger til os selv. Vi skal jo helst have et flot hus med en velslået plæne, der aldrig betrædes. Vi skal have råd til computer, iPad og Smart Phones og så må der også gerne være penge til en udlandsrejse.

Hvor er det dog dumt. Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare far...

Guldmedalje til: Min svigermor, som tog initiativet til weekenden

Ti Stokkeslag til: ingen - bare tanken om den dejlige weekend gør mig alt for afslappet og glad til at uddele slag...

Testikelreduktion er den nye mode inden for pædagogik?

Kommunerne må til stadighed være kreative for at effektivisere og det har fået Vejle Kommune til at tage forholdsvist drastiske metoder i brug. Fremover skal testiklerne hos alle mandlige medarbejdere inden for omsorgsarbejde gøres mindre. Årsagen er den opsigtsvækkende undersøgelse, der ifølge Huffington Post (http://www.huffingtonpost.com/2013/09/09/men-big-testicles-caring-fathers-study_n_3895615.html) viser, at mænds evne til at drage omsorg er omvendt proportional med størrelsen på deres testikler. Altså: jo større testikler, jo dårligere evne til at drage omsorg.

Vejle Kommune har derfor truffet en beslutning, som pædagogmedhjælper Anders Hygibo har måttet mærke på egen krop. Han fik nemlig, som alle andre mandlige ansatte inden for omsorgsområdet, tilsendt en pakke med posten indeholdende følgende besked:

"Da videnskabelige undersøgelser beviser, at mænd med store testikler har ringere evne til at drage omsorg, har vi i Vejle Kommunen besluttet, at alle mandlige medarbejdere i kommunen skal reducere størrelsen på deres testikler med minimum 10% senest 30 dage efter modtagelsen af denne skrivelse. Testikelreduktion kan foregå i arbejdstiden og det overskydende organiske materiale tilsendes forvaltningen som dokumentation."

I pakken fik Anders Hygibo desuden et gratis rivejern til formålet samt en omhyggelig instruktion i, hvordan man selv kan testikelreducere derhjemme.

"Ja, jeg blev da en anelse overrasket, det må jeg da indrømme," siger Anders Hygibo, der allerede har indsendt de første 5% organisk materiale til kommunen, "Men vi er jo nødt til at tage videnskabelige undersøgelser alvorligt og hvis det her kan være med til at gøre mig dygtigere til mit arbejde, så er det jo en win-win-situation."

Det er dog ikke alle Hygibo's kolleger, der er begejstrede.

"Der er nogle af mine kolleger, som er ret vrede over det, faktisk," siger Hygibo og tilføjer: "men det mærkelige er, at det kun er mine kvindelige kolleger, der er sure på kommunen. Men de har jo nok deres grunde..."

Det har ved redaktionens slutning ikke været muligt at få en kommentar fra Linda Ømskind, som er direktør for Børn og Unge i Vejle Kommune. Vi ville ellers gerne have spurgt, hvad de gør ved det indsendte organiske materiale.


(Ovenstående er naturligvis ikke sandt, men blot et humoristisk bud på at sætte testikelundersøgelsen lidt i relief)