Så troede vi lige, vinteren var ovre og vi kunne begynde at se frem til forår med fugle, der springer ud og syngende blomster overalt - eller omvendt...
Men vi tog fejl, gjorde vi; grueligt fejl... I stedet for glæden over atter at se mere sol og varme end ikke og i stedet for atter at se frem til kampen mod fugleklatter på havebordet og muldvarpeskud i plænen, må vi nu nøjes med snerydning, isskrabning og flere brækkede ben.
Det smitter af på humøret. I hvert fald hos mig.
Jeg bliver træt, mere irritabel og når det er rigtig slemt giver mine følelsesmæssige rutsjeture kraftige associationer til en kvinde i overgangsalderen.
Men det nytter jo ikke noget, for jeg skal op på hesten igen, om jeg så skal bruge en stige.
Nu er jeg nok heller ikke den eneste, der har det på den måde. Ikke, at det på nogen måde kan være en trøst, for det kan det ikke; Faktisk har jeg lidt et problem med den tanke, at hvis man sidder i lort til halsen, så kan man finde trøst i, at naboen er tvunget til at trække vejret gennem næsen. Det giver jo ingen mening, for det er dybest set at finde trøst i andres ulykke...
Nej, det er mere fordi jeg tænker, at hvis du også har det lidt som mig, så kan jeg måske give dig et tip?
Det er et ret simpelt tip og består af én del teori og én del praktisk øvelse. Måske har jeg nævnt det i et tidligere indlæg, men det skader vel ikke at få det igen? Nå, men her er det:
Du skal VÆLGE DET GODE HUMØR.
"Ja, det er godt med dig," siger du måske, "det kan man da ikke bare vælge..." og nej, man kan ikke BARE vælge det. Det er en svær udfordring at VÆLGE DET GODE HUMØR og det kræver, at du gør en indsats.
Men DU KAN GODT!
TRICKET ER at bruge din krop og dens fysiske hukommelse. Ja, jeg ved godt, det lyder langhåret, men hold nu godt fast, for her kommer guld!
Dine følelser er, sådan rent videnskabeligt, baseret på kemi. Der er alle mulige forskellige slags kemiske stoffer i din krop, som giver dig forskellige følelser. Frygtelig uromantisk, men sådan er det (og man kan jo heller ikke bevise, at der ikke ligger mere bag, så du og jeg kan ufortrødent fortsætte vores tro på kærligheden som mere end simple kemiske processer...)
Samtidig har kroppen vænnet sig til bestemte sammenhænge mellem kroppens fysik og så kemien ved følelserne.
Den har vænnet sig til, at lugten af gammel mælk og følelsen af væmmelse hænger sammen. At berøringen på dine læber af et andet menneskes læber og følelsen af kærlighed (og seksuel ophidselse) hænger sammen.
For hver følelse er der en sammenhæng med kroppens fysik.
Og den kan du udnytte. Den kan du bruge til at snyde dig selv med. Og det er endda super simpelt.
HELT KONKRET går øvelsen ud på at bruge smilemusklerne og på den måde narre kroppen til at tro, du er glad og tilpas.
Sådan gør du:
Stil dig på toppen af en trappe. Det må meget gerne være en trappe inde i dit eget hus, men det behøver ikke være det. Det gør det bare lidt nemmere, når du ikke behøver spekulere på, om andre ser dig.
Har du ikke en trappe, kan det også være en gang eller et stykke af fortorvet.
Så tager du et skridt ned ad trappen eller hen ad gangen/fortorvet og samtidig med, at du sætter foden, så trækker du en anelse på smilemusklerne. Så tager du et skridt mere, mens du trækker lidt mere på smilebåndet. Så endnu et skridt og lidt mere smil og et skridt mere med mere smil osv. For hvert skridt smiler du en anelse mere og når du så er nået ned for enden af trappen eller et stykke hen ad gangen eller fortorvet, så ender du med et kæmpe smil om læberne. Og så er det, der sker det sjove, at jo mere, du smiler, jo gladere bliver du!
Når du nu sidder og læser det her, kan det godt være, du tænker, det lyder helt åndssvagt. Og det kan jeg godt forstå. Da jeg hørte det første gang, syntes jeg ærligt talt også, det lød lige rigelig langhåret.
Men uanset, hvor tosset, det lyder, så er der én eneste grund til at gøre det, som overskygger alt andet:
Men vi tog fejl, gjorde vi; grueligt fejl... I stedet for glæden over atter at se mere sol og varme end ikke og i stedet for atter at se frem til kampen mod fugleklatter på havebordet og muldvarpeskud i plænen, må vi nu nøjes med snerydning, isskrabning og flere brækkede ben.
Det smitter af på humøret. I hvert fald hos mig.
Jeg bliver træt, mere irritabel og når det er rigtig slemt giver mine følelsesmæssige rutsjeture kraftige associationer til en kvinde i overgangsalderen.
Men det nytter jo ikke noget, for jeg skal op på hesten igen, om jeg så skal bruge en stige.
Nu er jeg nok heller ikke den eneste, der har det på den måde. Ikke, at det på nogen måde kan være en trøst, for det kan det ikke; Faktisk har jeg lidt et problem med den tanke, at hvis man sidder i lort til halsen, så kan man finde trøst i, at naboen er tvunget til at trække vejret gennem næsen. Det giver jo ingen mening, for det er dybest set at finde trøst i andres ulykke...
Nej, det er mere fordi jeg tænker, at hvis du også har det lidt som mig, så kan jeg måske give dig et tip?
Det er et ret simpelt tip og består af én del teori og én del praktisk øvelse. Måske har jeg nævnt det i et tidligere indlæg, men det skader vel ikke at få det igen? Nå, men her er det:
Du skal VÆLGE DET GODE HUMØR.
"Ja, det er godt med dig," siger du måske, "det kan man da ikke bare vælge..." og nej, man kan ikke BARE vælge det. Det er en svær udfordring at VÆLGE DET GODE HUMØR og det kræver, at du gør en indsats.
Men DU KAN GODT!
TRICKET ER at bruge din krop og dens fysiske hukommelse. Ja, jeg ved godt, det lyder langhåret, men hold nu godt fast, for her kommer guld!
Dine følelser er, sådan rent videnskabeligt, baseret på kemi. Der er alle mulige forskellige slags kemiske stoffer i din krop, som giver dig forskellige følelser. Frygtelig uromantisk, men sådan er det (og man kan jo heller ikke bevise, at der ikke ligger mere bag, så du og jeg kan ufortrødent fortsætte vores tro på kærligheden som mere end simple kemiske processer...)
Samtidig har kroppen vænnet sig til bestemte sammenhænge mellem kroppens fysik og så kemien ved følelserne.
Den har vænnet sig til, at lugten af gammel mælk og følelsen af væmmelse hænger sammen. At berøringen på dine læber af et andet menneskes læber og følelsen af kærlighed (og seksuel ophidselse) hænger sammen.
For hver følelse er der en sammenhæng med kroppens fysik.
Og den kan du udnytte. Den kan du bruge til at snyde dig selv med. Og det er endda super simpelt.
HELT KONKRET går øvelsen ud på at bruge smilemusklerne og på den måde narre kroppen til at tro, du er glad og tilpas.
Sådan gør du:
Stil dig på toppen af en trappe. Det må meget gerne være en trappe inde i dit eget hus, men det behøver ikke være det. Det gør det bare lidt nemmere, når du ikke behøver spekulere på, om andre ser dig.
Har du ikke en trappe, kan det også være en gang eller et stykke af fortorvet.
Så tager du et skridt ned ad trappen eller hen ad gangen/fortorvet og samtidig med, at du sætter foden, så trækker du en anelse på smilemusklerne. Så tager du et skridt mere, mens du trækker lidt mere på smilebåndet. Så endnu et skridt og lidt mere smil og et skridt mere med mere smil osv. For hvert skridt smiler du en anelse mere og når du så er nået ned for enden af trappen eller et stykke hen ad gangen eller fortorvet, så ender du med et kæmpe smil om læberne. Og så er det, der sker det sjove, at jo mere, du smiler, jo gladere bliver du!
Når du nu sidder og læser det her, kan det godt være, du tænker, det lyder helt åndssvagt. Og det kan jeg godt forstå. Da jeg hørte det første gang, syntes jeg ærligt talt også, det lød lige rigelig langhåret.
Men uanset, hvor tosset, det lyder, så er der én eneste grund til at gøre det, som overskygger alt andet:
Det virker!
