Juleaften er altid noget særligt

Juleaften er altid noget ganske særligt. Og egentlig er det lidt underligt, når man sådan rigtig tænker over det. Noget af det, der kendetegner julen mest, er noget, vi på alle andre dage elsker at hade og beklage os over, specielt, når det foregår på TV og særligt når det er den licensbetalte af slagsen på DR:

Julen består hovedsageligt af genudsendelser!

Hvert eneste år gør vi jo næsten præcis det samme, som vi gjorde sidste år. Traditionerne kan på detaljeplan være forskellige fra familie til familie, men mon ikke grundskabelonen er den samme for langt de fleste familier:



* Vi går i kirke og synger julesalmer - de samme salmer som sidste år...
* Vi fælder et grantræ og sætter det i midten af stuen, hvor vi pynter det op med lys, hjerter, kræmmerhuse, kugler og en stjerne i toppen - lige som sidste år...
* Vi laver fed mad ledsaget af rødkål og brunede kartofler og slutter festmåltidet af med ris á la mande med varm kirsebærsovs, hvortil der endda er præmie til den, der får en hel mandel i sin portion - lige som sidste år...
* Vi går en tur omkring juletræet, mens vi med den stemme, vi nu engang er givet, synger, brummer, skråler eller nynner julesalmer - ofte de samme salmer, som vi øvede os på under julegudstjenesten - som vi gjorde det sidste år...
* Vi giver og modtager en større mængde gaver, kreeret i skole, børnehave og sfo eller med omtanke købt ind og påsat byttemærker for det tilfælde, at vi har ramt forkert på størrelse, farve eller på gaven i sig selv - præcis som sidste år...
* Vi slutter endelig af med kaffe og julegodter, så det står ud af begge ører - det gjorde vi også sidste år...
* Vi vågner dagen efter med mavepine og trætte muskler og tænker ikke særlig klart, mens ungerne drøner rundt og leger med det, de fik i gave i går og måske lover vi endda os selv at næste år vil vi holde lidt igen med både maden og de våde varer - lige som sidste år...

Joh, julen er nærmest én stor genudsendelse... og lad os nu bare være ærlige: vi elsker den for det!

For det er jo netop genkendeligheden og traditionerne, der gør julen til noget særligt. Hele verden er i konstant forandring og de fleste af os går nok rundt med en følelse af, at kloden drejer om sin egen akse i et stadigt højere tempo og at vi til enhver tid risikerer at blive slynget ud i verdensrummet uden mulighed for at finde fodfæste noget sted.

Men når klokken nærmer sig spisetid juleaften, sker der noget helt utroligt: hele verden går i stå...

Vi kan konstatere det med ørerne, når vi har sat os til bordet og skålet hinanden velkommen til julefest. Det eneste, vi behøver at gøre, er at sige 'skål,' nippe lidt til rødvinen, sætte glasset på bordet og være helt stille, mens vi lytter til lydene udenfor - der er nemlig ikke nogen! Ingen biler, ingen naboer, der hører høj musik, ingen forretningers dørklokker, der melder nye kunders ankomst. Ingenting! Der er kun os omkring bordet, for rundt omkring i stuerne sidder andre på samme måde som os, omringet af familie og god mad og ingen så meget som bare overvejer at køre hen i kiosken eller skrue op for stereoanlægget.

Og med den fart, verden bevæger sig i, er det en sand fornøjelse at gå helt i stå, stoppe al udviklingshysteri og koncentrere sig alene om det, der ikke kræver indsigt i alt det komplicerede, men kun handler om det velkendte, det stille, det, vi plejer at gøre.

Det betyder ikke, at vi kun kan holde juleaften ved at lukke verden ude. Vi kan stadig skænke andre en tanke, uden det behøver tage glæden fra os. Tværtimod vil glæden blot blive endnu større, når vi deler ud af det kærlighedsoverskud, vi har netop i kraft af julen. For selv om det måske ikke er os alle, der til daglig har den kristne tro med som en væsentlig del af tilværelsen, så er det dog kristendommen, der trækker julens motor. Jesu fødsel er ikke blot en hyggelig historie om et barn, der blev født under kummerlige forhold og som endte med at vise kærlighedens vej. Nej, julens budskab stikker meget dybere end det.

Da Jesus blev født, var det en længe ventet begyndelse på en ny begyndelse. Gennem Jesu fødsel viste Gud, at Han elsker os først. Han tager initiativet til betingelsesløs kærlighed og først når vi modtager Hans kærlighed, har vi overskud af kærlighed, som vi kan give videre til andre.

Eller sagt på en anden måde: Kun med bund i Guds kærlighed til mig, kan jeg give andre kærlighed og kun ved at give andre kærlighed tegner jeg julens budskab!

Det er lige netop dét, vinderen af DR´s julesangskonkurrence er inde på i teksten til "Hvad er det, der gør jul til noget særligt?"

Julens stjerne lyser, når jeg ser det barn i krybben er så meget mer´

Og nu vil jeg nyde en god kop kaffe her julemorgen, brygget på min nye kaffemaskine, som jeg fik af min dejlige kone i går aftes...

Glædelig jul!

Thors Hammer - nummer 2 i serien "Projekt Fyrkat" udkommer i 2016

I min store naivitet havde jeg egentlig regnet med at få skrevet nummer 2 i min romanserie "Projekt Fyrkat" inden udgangen af 2013 - øhm... sådan gik det ikke helt...

Faktisk har jeg været nødt til at lægge den på hylden af flere omgange, indtil jeg fandt ud af, at det, jeg skrev på, i virkeligheden slet ikke var nummer 2 i serien, men derimod nummer 3.

Så nu har jeg taget konsekvensen og startet forfra - med nummer 2, altså, ikke nummer 3 - og med deltagelsen i årets NaNoWrimo (klik på linket for at finde ud af, hvad det er for noget...) kan jeg godt mærke, det giver historien et lille boost.

Romanens arbejdstitel er "Thors Hammer," men det kan selvfølgelig nå at ændre sig undervejs.

Thors Hammer handler om, hvordan børnene Tjalfe og Røskva vågner ombord på Asernes skib, Alfheim, mens skibet er under angreb. De flygter sammen med deres venner, Thor, Loke og Freja og begiver sig af sted på en rejse, der hurtigt viser sig at gå et helt andet sted hen end de havde regnet med.

Asernes nye højteknologiske rumskib, som Aserådet til Thors irritation har døbt "Mjølner," er nemlig blevet hi-jacked på sin første testflyvning og nu gælder det om at skaffe det tilbage, inden Jætterne får kopieret Thors hidtil farligste våben, "Hammeren."

Hvad det ender med, kan jeg ikke afsløre - bl.a. fordi jeg ikke ved det endnu - men jeg er sikker på, at det bliver spændende.

Indtil videre ser forsiden sådan ud:

I dag, søndag d. 8. november er jeg nået op på ca. 10% af, hvad jeg tror, længden bliver, når bogen er færdig. Når den er klar, bliver den sat til salg både som eBog og som PaperBack.

Nåja, jeg var lige ved at glemme noget!

Kunne du tænke dig at være med i tilblivelsen af "Thors Hammer," så har du chancen nu...

Jeg kunne nemlig godt bruge nogle sindssygt sanselige superlæsende Science Fiction fanatikere med sans for detaljer til at gennemlæse mit udkast til fortællingen. Alt, du skal gøre, er at klikke ind her og tilmelde dig. Så får du adgang til mit hemmelige "Thors Hammer Arkiv" med de kapitler, jeg har skrevet indtil videre. Dem kan du downloade som PDF og hvis du giver mig tilbagemelding på dem, får du som tak for hjælpen et gratis eksemplar signeret af forfatteren med posten, lige så snart bogen udkommer. Jeg har plads til i alt 10 testlæsere, så tilmeld dig hellere i dag end i morgen!

NB! De 10, der først kommer med tilbagemelding, modtager bogen, så det er altså ikke nok at tilmelde sig - der skal arbejdes for sagen først!!

Projekt Nyt Køkken - IKEA på godt og ondt

Pyha! Sikke en dag i går!

Vi fik leveret vores nye køkken i fredags og havde tre gode venner til at komme og hjælpe os med at sætte det op i går.

Det hele var nøje planlagt. Jeg havde både opstillet en plan for dagen med tidspunkter på og sørget for at få forberedt med VVS, slibning af gulv og indkøb af enkelte småting, som vi skulle bruge til bl.a. tilslutning af vand til vask og opvaskemaskine. Vi havde været på indkøb, så der var drikkevarer, slik og en god frokost og så skulle dagen sluttes af med en størrelse MEGA fra den lokale Pizza-Pusher.

Fredag aften havde jeg sorteret i de leverede kasser og sørget for at skrive numre på dem, så det var tydeligt, hvilke kasser, der indeholdt hvilke kabinetter og numre på gulv og væg fortalte, hvor kabinetterne efterfølgende skulle anbringes.

I starten gik det rigtig fint. Jeg var vågnet allerede kl. 5.15 (formentlig var det spænding, der gjorde, at jeg ikke kunne sove længere end det) og var allerede færdig med at samle det første kabinet, da den første af vores gode venner ankom lidt i 9 med rundstykker fra "Den Lille Bager" i Løsning, som iøvrigt er et af de bedste bagerier, jeg kender.

Kort efter kom de to andre og efter en kop kaffe, et rundstykke og en lille dram, gik vi i gang igen. Også her gik det forrygende med et fantastisk samarbejde og et godt humør. Men da vi var færdige med at samle de første skabe og skulle til at sætte køkkenøen op, havde vi mere end almindeligt svært ved at hitte ud af, hvordan det skulle gøres.

Nu er jeg ganske vist ikke den store håndværker - der er gode grunde til, at jeg er uddannet pædagog med Udtryk, Musik og Drama som linjefag og at jeg aldrig har overvejet bare et splitsekund, om jeg skulle tage en uddannelse som tømrer eller smed.

Men den ene af vores tre gode venner er tømrer, den anden var i sine unge dage murerarbejdsmand og den tredje er uddannet gartner og ganske ferm med sine hænder, så forudsætningerne for et godt håndværksmæssigt grundlag var absolut i fineste orden.

Alligevel var der altså ingen af os, der kunne regne ud, hvordan vi skulle få sat kabinetterne sammen til en køkkenø.

Efter en god halv times søgen mellem de mange kasser, der var blevet leveret, viste det sig temmelig sandsynligt, at vi manglede de dele, der skulle bruges til opgaven.

Jeg ringede så til IKEA, hvor vi har købt køkkenet og ganske rigtigt: kundeservice kunne oplyse, at vi manglede et opsætningssæt til køkkenø. Medarbejderen var høflig og flink og han anbefalede at vi kørte til Århus efter sættet. IKEA ville så kompensere os for kørslen ved at give kørselspenge. Alternativet var en efterbestilling, som tidligst ville ankomme tirsdag og det var der jo ikke så meget ved.

Så mig af sted til Århus og tilbage igen. 2 timer og 124 kilometer senere trådte jeg ind ad hoveddøren med varer fra IKEA og 4 kroner ekstra på lommen (de 4 kroner var den positive difference mellem varernes pris og de 2,05 kroner, IKEA kompenserede os per kørt kilometer.)

Så langt, så godt - Men Ak! Det viste sig hurtigt, at dette ene opsætningssæt ikke var nok, så jeg måtte i røret igen. En flink og høflig medarbejder kunne denne gang fortælle, at hans kollega var ny og at han desværre ikke havde været opmærksom på, at vi skulle bruge hele 6 eksemplarer af det famøse køkkenø-opsætningssæt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min indstilling til IKEA lige da var noget flosset i kanten og da den ellers flinke medarbejder fortalte, at vi udover kørselspenge for ekstra-ekstra-turen også ville få en madbillet til middag i IKEA´s restaurant som "et plaster på såret," måtte jeg bide mig selv i tungen for ikke at bide efter ham med en kommentar om, at en madbillet næppe kunne kaldes mere end en svidende vådserviet på den blodige stump over knæet efter et roehakker-amputeret højreben.

På det tidspunkt var den ene af vores gode venner taget af sted igen, for han havde noget andet, der skulle passes og efter godt 1½ time måtte den anden af vores gode venner vende næsen hjemad, hvorefter min kone​ kørte to af vores børn til fødselsdag og derefter tog den humørdræbende tur direkte videre til Århus.

...som en lille sidebemærkning kan jeg fortælle, at jeg ikke magtede at tage af sted til Århus igen - og at jeg er glad for, at jeg ikke er én af de medarbejdere, der skulle møde min kone på denne tur nr 2. Det har næppe været dagens højdepunkt for IKEA´s personale...

Min gode ven, Bjarke, som stadig var hos os i denne nødens stund, fortsatte så sammen med mig og vi gjorde så meget færdig, som vi kunne, inden vi måtte erkende, at nu var det nok klogest at få bestilt en pizza og kalde det en god dags arbejde.

Sådan her skulle det gerne have set ud nu:

Sådan blev det så desværre ikke helt.
I stedet er resultatet, at det, som vi havde håbet, ville blive dagen, hvor vi endelig fik sat nyt køkken ind, desværre blot blev en slags forberedelse til indsætning af nyt køkken.

Og lige nu sidder jeg og kigger på ruinerne af en godt planlagt festdag, mens jeg bruger skriveriets lyksalige, fredsskabende og ro-bringende terapeutiske egenskaber til at lade energi op til at gøre det færdigt i løbet af den næste uges tid. Og du skal selvfølgelig have lov at kigge med:

Er jeg træt af IKEA lige nu? Ja, det må jeg nok erkende - men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk stadig, at vi helt overordnet set har fået en god service og en god oplevelse af vores køkkenkøb hos IKEA...