mandag den 11. juli 2016

Anmeldelse: The Martian af Andy Weir

Jeg kan virkelig mærke, at det er ferietid. De seneste fem dage har jeg læst ikke færre end 4 bøger og da jeg lige nu ikke har flere bøger at gribe fat i, begynder det at krible i mig.

Jeg havde egentlig tænkt mig at anmelde tredje bog i serien "Time Riders" i dag, men jeg blev færdig med en anden bog i går og den var simpelthen en oplevelse, jeg er nødt til at dele med det samme.

Det drejer sig om "The Martian," som netop er blevet filmatiseret med Matt Damon i hovedrollen. Men inden, du giver dig i kast med filmen, bør du altså overveje at læse bogen. Det er værd at bruge tiden på og især med det svigtende danske sommervejr, vi har lige nu...



Indhold:

Efter blot 6 dage (Marsdage, som er en anelse længere end dage på Jorden) må holdet fra Ares 3 evakuere deres habitat på grund af en voldsom storm. Men netop som de er på vej mod MAV'en, der skal bringe dem i sikkerhed, bliver Mark Watney ramt af en vildfaren antenne, der borer sig igennem hans dragt og slynger ham bagud. Antennen ødelægger uheldigvis også noget elektronik, der skal sende info om livstegn og derfor tror hans holdkammerater, at han er død. De må skynde sig i sikkerhed og efterlader Mark på Mars. Han overlever dog og må nu kæmpe for at bevare livet og håbe på at blive reddet.

Anmeldelse:

Sagt ligeud: Andy Weir har begået intet mindre end en genistreg med denne historie, som man ikke behøver være Scifi-fan for at kunne lide. På mange måder er det en moderne version af den velkendte historie om Robinson Crusoe, blot sat i en anden tid. Og så alligevel, for historien har sin helt egen dynamik og ikke mindst Andy Weirs helt specielle skrivestil gør bogen til noget særligt. Især har han en virkelig intelligent form for humor, der viser sig allerede på de første sider. Eksempelvis fortæller hovedpersonen Mark, at han er den lavestrangerede på Ares 3-holdet og fortsætter så: "eneste måde, jeg ville blive øverstkommanderende, er hvis jeg er den eneste tilbageværende på planeten. Dér kan man bare se... Jeg er øverstkommanderende!"

Bogen er skrevet med en blanding af altseende fortæller og en jeg-fortæller i form af Marks missionslog og det nøje gennemtænkte skift mellem nutid og datid gør fortællingen levende. Som læser tages jeg ved hånden (på den gode måde) og føres elegant gennem op- og nedture sammen med både Mark og andre i persongalleriet. Og ikke mindst har forfatteren undgået den sædvanlige og irriterende Hollywood-tendens til forudsigelighed. I stedet holdes spændingen hele vejen og man kan ikke engang føle sig sikker på, om det lykkedes Mark at overleve og komme hjem til Jorden.

Jeg har endnu ikke set filmen, som for nylig er kommet og jeg må indrømme, at jeg heller ikke er sikker på, at jeg har lyst til at se den. Jeg tvivler stærkt på, at det kan lade sig gøre at indfange bogens særlige humor på det store lærred. Eller sagt på en anden måde: vent ikke på at se filmen. Start med bogen. Det kommer du ikke til at fortryde!

Generel info om bogen:
Titel: "The Martian"
Forfatter: Andy Weir
Udgivelsesår: 2016 (dansk oversættelse)
Forlag: DreamLitt 
ISBN: 978-87-7171-122-6
Vejl. udsalgspris : 299,-
Link til køb: DreamLitt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."