lørdag den 8. august 2015

Carsten Cramon laver lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen!

Gymnasielærere...

Det er godt nok nogle specielle typer.

Jeg gik i sin tid på Horsens Statsskole. Vi havde HELE spekteret. Hele den brede vifte lige fra den alkoholiserede dansklærer, over den dullede Religionslærer, der ikke havde opdaget, at det var 20 år siden, hun selv var 20 år og til den besynderlige matematiklærer, der kunne se matematik i ALT!

Han hed Carsten. Carsten Cramon. Jo, jo. Carsten Cramon. Jeg er ikke så god til at huske navne, men Carsten Cramon - dét kan jeg huske!
Han var godt nok mærkelig...

Han kunne gå helt i stå, når han skrev på tavlen. Lige midt i undervisningen.
Så standsede han pludselig.
Kiggede på tavlen. Mumlede. Og BANG! Knaldede han hovedet ind i tavlen, mens han sagde en underlig lyd.

"Hvorfor siger du sådan nogle mærkelige lyde?"
Ja, det var selvfølgelig en af de ellers meget stille piger, der absolut skulle kommentere det. Du kender sikkert typen: den der type, der altid laver sine lektier - gerne laver foran - og som starter skoledagen med at line blyanterne op foran sig på bordet i farveorden, som var det en hær, der med få sekunders varsel kunne sættes ind mod fjenden.
Sådan en type, der slet ikke kan klare, når noget er lidt uden for almindelig orden.
"Hvorfor siger du sådan nogle mærkelige lyde?" spurgte hun, tydeligvis frustreret over forstyrrelsen.

Så vendte han sig om og pegede med kridtet.
"Er du utilfreds? Hvis du er utilfreds, må du klage til Rektor. Så skriver han en lille seddel: Carsten Cramon laver lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen, skriver han."
Så skulle man tro, det var det. Men nej, Carsten Cramon var ikke færdig endnu - slet ikke.

“Når Rektor så har skrevet den lille seddel, sætter han den på sådan et lille kontorspyd,” forklarede Carsten Cramon. 

Ja, det var før, Post-it-notes blev rigtig populære i gymnasieverdenen. Et kontorspyd er sådan en lille træklods med et søm på, som man kan krænge små papirlapper ned over, så man har styr på dem. 

Så fortsatte Carsten Cramon: “Når kontorspyddet så er fyldt med små sedler, hvor på der står: Carsten Cramon laver lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen, så lægger han dem i en flyttekasse sammen med en hel masse andre små sedler, hvorpå der står: Carsten Cramon laver lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen.

Når den kasse så er fyldt til randen, så lukker Rektor kassen, sætter et pænt stykke solidt tape på den og sætter den ind i et skab, der står nede i kælderen. I det skab venter i forvejen 20-30 flyttekasser fyldt med små sedler, hvorpå der står: Carsten Cramon laver lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen.

Og når skabet er fyldt godt op, ringer Rektor til et kurérfirma, der kører hele balladen til undervisningsministeriet. De har en hel hal fyldt med flyttekasser, der bugner af små papirslapper, hvorpå der står: Carsten Cramon laver lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen.



Og når der ikke kan være mere i den hal, så sender Undervisningsministeriet det hele til EU og så bliver alle disse små sedler påskrevet ordene: Carsten Cramon laver lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen; de bliver så sendt frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg sammen med alle de andre dokumenter - det opdager de alligevel ikke dernede, for der er ingen, der i virkeligheden bruger dokumenterne. De skal bare sendes frem og tilbage.

Men på et tidspunkt vil der sikkert også være så meget pladsmangel pga. sedlerne med ordene: Carsten Cramon laver lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen. Og så kan det jo være, at sedlerne til sidst bliver sendt til USA, hvor de deponeres i Area51.

Om 500 år er der måske en arkæolog, der finder en hel industriby fyldt med sedler, der fortæller, at Carsten Cramon laver lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen og på den måde ender jeg i historiebøgerne. Jeg bliver aldrig glemt, men vil for tid og evighed være genstand for et verdensomspændende historisk mysterium.

Forskere fra hele verden vil samles en gang om året for at diskutere teorier om sedlernes tilblivelse og man vil spekulere i, om Carsten Cramon måske var en slags profet, der ikke blev forstået i sin egen tid. De vil bygge Cramon-Templer og holde spirituelle seancer, hvor der mediteres over betydningen af lyde, der ikke umiddelbart kan relateres til undervisningen. Så hvis du er utilfreds - så skal du bare klage til Rektor!”

Så snakkede vi ikke mere om det...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."