tirsdag den 17. februar 2015

Chromecast og DRTV via tablet eller telefon

Chromecast er en vidunderlig lille dims fra Google. Med sådan en fætter kan du se Youtube, TV og meget andet på dit TV. Det har jeg skrevet lidt mere om i dette indlæg.

Chromecast sættes op ved hjælp af din computer, så den er koblet på dit hjemmenetværk og kan gå på internettet via din trådløse router. På den måde kan du så se video fra internettet og bruge din mobil som en slags fjernbetjening.

Bl.a. kan du se DRTV med din Chromecast og i et tidligere indlæg har jeg beskrevet hvordan man gør det.

I dag skal det så handle om, hvordan du ser DRTV ved hjælp af din mobil eller tablet. Det skal siges, at det, jeg skriver her kun er afprøvet med Android-telefoner og da jeg prøvede det af på iPad, viste det sig, at mens den ene type iPad, en iPad Air, sagtens kan køre DRTV over Chromecast, så var den lidt ældre type, en iPad 2, knap så medgørlig - eller sagt lidt mere direkte: den ville slet ikke lege med hverken Chromecast eller DRTV via browseren.

Flere steder på nettet kan man læse kommentarer og anmeldelser af DR's app, DRTV, hvor app'en får en ret hård medfart, bl.a. fordi den ikke understøtter hverken Chromecast eller AppleTV. Hvad AppleTV angår, ved jeg ikke, hvor meget hold, der er i kritikken, men det er rigtigt, at DRTV som app ikke kan køre med Chromecast.

Men det er der heldigvis råd for, selv om løsningen kan være lidt bøvlet.

Sådan gør du:

1. Installér Chromecast som app på din telefon. Du finder den her

2. Åbn din Chromecast app:

3. Klik på TV-logoet ud for din Chromecast. Min hedder her Chromecast6546, men du navngiver selv din Chromecast, når du sætter den op via ChromecastSetUp. Læs mere her.
Når forbindelsen til din Chromecast er oprettet, ser det nogenlunde sådan ud:


4. Åbn browseren på din telefon (Chrome til Android fungerer bedst) og gå til Live Stream, hvis du vil se DR, mens det sendes eller Programmer, hvis der er et bestemt program, du gerne vil se, som ikke vises lige nu.

5. Når du har fundet det, du gerne vil se, klikker du på Playsymbolet (en hvid trekant på gul baggrund)

6. Vent på, at der i videofeltet dukker et lille Chromecastsymbol op og klik på det.

Chromecastsymbolet ser sådan ud:


Symbolet ligger som det næstsidste i læseretning nederst i videofeltet:


7. Klik så på din Chromecast og så skulle der gerne etableres forbindelse. Så ser browservinduet sådan ud:


Nogle gange kan du opleve, at videofeltet slet ikke dukker op, når du klikker på Play. I stedet vil din tablet eller telefon åbne DRTV som app - eller hvis du ikke har sådan én installeret, vil din enhed åbne Google Play og tilbyde dig at få den installeret.

Hvis det sker, skal du køre proceduren fra pkt. 2 og frem. Du kan opleve at skulle gøre det nogle gange, men med lidt tålmodighed lykkes det altid.

Når du har startet streaming af DRTV via Chromecast, skal videoen lige buffe, før den bliver vist.
Det ser nogenlunde sådan ud på dit TV:

(beklager kvaliteten af billedet, men jeg skulle være hurtig for at nå det, inden Chromecast var færdig med at buffe)
"Buffe" kan lyde rædsomt teknisk, men det er egentlig bare et udtryk for, at din Chromecast henter den første del af videoen og gemmer det i sin hukommelse, inden den begynder at vise noget. Årsagen er, at den mængde af data, der kører gennem din internetforbindelse, varierer lidt i hastighed. Ved at gemme den første del af videostreamingen, inden det vises på dit TV, kan Chromecast sikre en mere glidende oplevelse. Hvis den ikke gjorde sådan, ville billede og lyd konstant hakke i det og det er ret træls at se på.

Jeg vil dog også lige bemærke, at selv om Chromecast "buffer," så kan du altså alligevel opleve, at videoen hakker i det, men for det meste er det ikke noget, der generer voldsomt.

Kvaliteten af billede og lyd er selvfølgelig afhængig af både dit TV, din tablet eller telefon og så naturligvis din router og din internetforbindelse. Men hos os har vi ikke det vilde udstyr. Jeg bruger for det meste min mobil, som er en Samsung Galaxy Trend Plus og vi har en 60/60 internetforbindelse.

Og det korte af det lange er, at såfremt vi ikke alle sammen kører løs med skype, youtube og DRTV på én gang, så fungerer det ganske udmærket og under alle omstændigheder holder løftet fra ekspedienten, der solgte mig en Chromecast: kvaliteten er mindst lige så god som analogt TV.

søndag den 15. februar 2015

Chromecast og DRTV via din computer

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, har vi købt en Chromecast efter en del overvejelser. Vi var noget i tvivl om, hvorvidt det var en god løsning, for de eksperter, vi talte med i butikkerne, var noget lunkne i deres anbefalinger af sådan et apparat. Noget af det samme kan man se af anmeldelser på internettet.

Men vi valgte altså at gøre det og har nu afprøvet dimsen i en måneds tid. Helt overordnet set: super beslutning! Chromecast virker fuldstændig efter hensigten og som det jo altid er med Googles produkter, får man også her meget mere end man lige havde regnet med.

For eksempel gav vi 269,- for den lille dims. Som noget ekstra var der inkluderet 3 mdr. abbonnement på VIAPlay. VIAPlay koster normalt 79,- om måneden og så kører de samme tilbud som både Netflix og HBO med 1 måneds gratis prøveabbonnement. Så vi fik altså 2 mdr. oven i, hvilket beløber sig til 158,-

VIAPlay vil jeg skrive lidt om i et senere indlæg om Chromecast, for i dag skal det handle om DRTV via computeren.

DRTV er DRs platform til at se DRs kanaler og programmer online. Her er mulighed for at streame live, dvs. se DR via internettet på samme måde, som hvis man tænder for fjernsynet og ser det via antenne. Men du kan også se de fleste af DRs udsendelser på et andet tidspunkt, end da de blev sendt. Når jeg skriver "de fleste," hænger det sammen med, at DR ikke har rettigheder til at vise alt over internettet. Det gælder hovedsageligt udenlandske film og serier, men også i nogle tilfælde dansk producerede film og serier.

Alligevel er der masser af godt at hente og faktisk har DR ofte rettigheder til at vise udenlandske film og serier, dog som regel inden for en bestemt periode efter det er blevet sendt på almindeligt TV.

Der er to måder, du kan bruge DRTV på:

DRTV-app'en, som findes til både Apple og Android. Dvs. at du kan bruge app'en på både iPad, iPhone og de fleste tablets og telefoner - om der findes en app til Windows-telefoner, er jeg ikke klar over, men hvem ville da også bruge penge på det skidt?? ;-))

Den anden mulighed er at streame DRTV via din computer. Det gør du ved at gå ind på DRs hjemmeside, hvor du kan vælge mellem Live Stream (altså direkte TV) og de enkelte programmer, som findes i alfabetisk rækkefølge

DRTV's Live Stream ser sådan ud:


Ved at klikke på de enkelte kanalers logo kan du vælge, hvad du gerne vil se og så klikker du på Playsymbolet.

Brugerfladen for de enkelte programmer ser sådan ud:


Her finder du det program, du gerne vil se ved at klikke på forbogstavet og dernæst finder du dit program, klikker på det og klikker på playsymbolet, når det dukker op.

Men alt det ovenstående handler jo kun om DRTV. Vi skulle gerne smide hele molevitten op på TV-skærmen via Chromecast. Derfor skal du installere en app på din computer.

Det gør du ved at logge ind på https://cast.google.com/chromecast/setup/
Klik på knappen "Download" og følg instruktionerne på skærmen. Google har gjort det ufatteligt nemt, så der er ingen grund til, at jeg gennemgår det her.

Når app'en er downloadet og installeret skal du genstarte din browser og så dukker dette lille logo op øverst i venstre hjørne på din browser:

Når du vil streame DRTV via Chromecast skal du bare finde det, du gerne vil se og inden du så klikker på Playsymbolet, aktiverer du Chromecast-app'en ved at klikke på symbolet og derefter "Cast fane."

Men her kommer der desværre noget rigtig træls:
Din computer skal være ret heftig, hvis den skal kunne følge med til at give en rimelig TV-oplevelse.
Men det findes der heldigvis en ret enkel løsning på. Installer app'en alligevel og find udsendelsen på DRTV. Men i stedet for at starte udsendelsen, skal du kopiere adressen i din browser. Så går du ind på http://tbertelsen.dk/castdr/

Her har en utålmodig DR-seer nemlig lagt sin løsning op til fri afbenyttelse. Klik på linket "Click here to connect to your Chromecast" og tilslut din Chromecast. Så sætter du det kopierede link ind i feltet ud for punkt 3 og klik så på knappen med Playsymbolet. Og vupti! Så kører det!

Men man kan også se DRTV over Chromecast ved hjælp af mobiltelefon eller tablet. Se lidt om det fra 17. februar lige her

lørdag den 14. februar 2015

Den usynlige cykelhjelm?

Hvis du er forælder, kender du måske til dilemmaet med cykelhjelmen. Dybest set véd vi som forældre jo ganske udmærket, at vi bør bruge tomrumsbeskytter, når vi cykler, men samtidig kan det også være noget bøvl med den hjelm.

Nu er jeg jo en mand og derfor er jeg ret ligeglad med, om sådan en hjelm forstyrrer min frisure - og reelt har jeg sådan set heller ikke en frisure. Det er nærmere en slags udbrændt adventskrans med McDonalds-logo foran.

Alligevel kan jeg godt synes, det er træls med cykelhjelm. Så har jeg måske ikke lige fået hjelmen med ud til cyklen eller også har min kone eller et af børnene lånt min hjelm, så den skal justeres i remmen. Og når det så endelig lykkes at få hjelmen til at sidde nogenlunde fornuftigt, kan det godt stramme lidt mellem to af mine hager. Jeg kan heller ikke have en hue på under hjelmen, hvis det er koldt og så lander jeg på mit bestemmelsessted med istapper hængende fra det ubarberede ansigt, øreflipperne er stive som en gymnasieelev på studietur og panden ligner en kommunal skøjtebane.

Men nu er der tilsyneladende hjælp at hente. To svenske kvinder har nemlig opfundet den usynlige cykelhjelm, som sælges af Hövding.

På DR har David Hedtoft Reynisson testet cykelhjelmen og bortset fra, at hjelmen strammer lidt, når den bliver aktiveret, lader det til at fungere ganske godt. Du kan se videoklippet her.

Hjelmen er en halskrave og når man cykler med den, kan det altså ikke ses, at man har hjelm på. Først, når det er ved at gå galt, aktiveres den og blæser op som en airbag, der dækker nogenlunde samme område som en gammeldags æggehjelm til knallert og motorcykel.

Den ser sådan ud:



Hjelmen fungerer på den måde, at den registrerer pludselige ændringer i bevægelse, som når man f.eks. bremser op og vælter på cyklen.

Og når den udløses, ser det sådan ud:



Er det smart eller hvad???

Man skal dog være opmærksom på, at hjelmen ikke beskytter, hvis du f.eks. hamrer ind i et skilt, der hænger i hovedhøjde og umiddelbart er jeg heller ikke sikker på, at den når at folde sig ud, hvis du banker ind i en holdende bus, men det hører jo nok også til sjældenhederne.

Hjelmen kan købes her til £299, hvilket svarer til ca. 3.000 danske kroner, så den er ikke helt billig. Til gengæld kan du vise din flotte frisure frem, når du cykler og det er da også noget...?

Nåja, forresten: den er ikke velegnet til børn, for hvis de leger lidt vildt, udløses hjelmen og den kan altså kun udløses én gang...

fredag den 13. februar 2015

TV over internettet - Chromecast fungerer fint!

Her hos os har vi flere gange overvejet, om det virkelig kan betale sig at være tilsluttet den lokale antenneforening. Egentlig er prisen ikke voldsom høj. Kun omkring 105,- om måneden for den lille pakke. Nu ser vi ikke så meget TV, så for os er den lille pakke ganske rigelig. Den indeholder - i princippet - alle DRs kanaler, TV2, TV3, Kanal5, DK4, TVsyd, TVøstjylland, Sverige 1 + 2, TV4 Sverige, NRK1, ARD, ZDF, NDR, RTL, Kanal Syd og så selvfølgelig den helt uundværlige Folketingets TV.

Den lille pakke har altså - i princippet - alt, hvad vi skal bruge plus en hel del, vi ikke rigtig kan bruge til noget - men altså, kun i princippet...

Sagen er nemlig, at vi faktisk slet ikke kan se alle disse kanaler alligevel, for af en eller anden mystisk årsag har antenneforeningen truffet to valg, der gør det ret bøvlet.

For det første har de besluttet, at nogle kanaler skal vises digitalt, mens andre kan fås analogt - og ja, det kan godt være, du tænker: "Kom nu lige ind i det 21. århundrede, mand!" Men selv om vi har et TV, der skulle kunne tage de digitale signaler, så virker det altså ikke helt optimalt. Hvorfor? Aner det ikke! Men det burde nu heller ikke være så bøvlet, når man betaler for en service.

For det andet - og det er faktisk det værste - så har de inden for de sidste 3 år byttet rundt på kanalerne sådan omtrent hver 3.-4. måned. Det er SÅ træls, for så skal jeg jo i gang med at indstille det hele én gang til. Oven i hatten er der så nogle kanaler, som åbenbart slet ikke kan findes på mit TV. Så i nogle perioder har vi ikke haft DR-Ultra og i andre perioder har vi ikke haft Ramasjang. Systemet i det? Spørg mig ikke, for jeg kan som sagt ikke finde hoved eller hale i det.

Nå, men så her i efteråret 2014 tog vi endelig konsekvensen og fik afmeldt vores TV-pakke hos den lokale antenneforening. Vi fik en bekræftelse med besked om, at signalet ville blive afbrudt 1. januar kl. 00:00.

De næste par måneder undersøgte vi så, hvilke muligheder, der var. Vi var omkring noget kabel mellem PC og TV, mellem iPad og TV osv. men der var ikke rigtig noget, der helt fungerede, som vi gerne ville have det.

Når vi henvendte os til ekspedienterne i de butikker, der sælger den slags udstyr, spurgte vi jævnligt til både AppleTV og Chromecast, men fik hver gang den besked, at det ikke ville kunne bruges, for begge disse apparater kører indhold via apps og desværre er DRTV (den app, man skal bruge for at streame fra DR) ikke opsat til at kunne bruges i hverken AppleTV eller Chromecast.

Men - her var der noget, jeg ikke lige havde tænkt på: nemlig det, at de der ekspedienter typisk er lidt nørdede og oftest har en præference for enten Apple eller Google (Chromecast er Google)

Derfor holdt AppleTilbederne fast i, at hvis ikke man brugte et AppleTV via iPhone, iPad eller MacBook, var det helt håbløst og uanset hvad, kunne man i hvert fald ikke streame DR.

Og af samme årsag holdt GoogleDigooerne fast i, at nok kunne Chromecast køres via både PC, Android og alle Apples enheder, men kvaliteten af streaming ville være helt elendig og vi skulle have en rimelig heftig PC, hvis den skulle kunne følge med.

Men så en dag stødte jeg ind i en ekspedient, der tydeligvis hverken var AppleTilbeder eller GoogleDigoo. Han var, efter min umiddelbare bedømmelse, en ganske almindelig ung mand, der ligner sine kunder mere, end han ligner sine kolleger.

"Jo, med Chromecast kan man sagtens streame DR. Jeg vil ikke anbefale, at du bruger din PC til det, for det vil nok give en del hakken i både billede og lyd. Men øh, hvis du bruger din smartphone eller en tablet, så kører det fint."

"Ok... Det er jeg da glad for at høre. De fleste, jeg har talt med, siger, at det slet ikke kan lade sig gøre."

"Nå... Hvordan?"

"Jamen, de siger, at man ikke kan streame DR, for det er DRTV-appen ikke sat op til og så siger de, at kvaliteten er alt for ringe."

"Ja, det er der også nogle, der synes. Og jeg vil da også sige, at kvaliteten ikke er konstant HD. Men hvis du lige nu får et analogt signal fra antenneforeningen, vil det overordnet set være en forbedring."

"Så man kan altså streame DR også?"

"Ja, det kan man. Du skal bare ikke bruge DRTVs app, men gå ind på hjemmesiden via browseren på din telefon. Jeg bruger det selv derhjemme og er ganske godt tilfreds."

Så jeg købte en Chromecast til 249,-
Det er denne lille fine sag:



Den bruger vi nu til at streame både DR, Youtube, Spotify m.v.

Og kvaliteten? Den er udmærket til det, vi skal bruge det til. Vores internetforbindelse kan fint følge med, så længe vi ikke driver rovdrift på den.

Har du lyst til at læse lidt mere om vores lille projekt, kan du læse en uddybende anmeldelse med tips og tricks. Den kan du finde fra 15. februar lige her